Eurasieren er virkelig en mærkelig hunderace. Den har kun været anerkendt i nogle årtier, og dog repræsenterer den mere end nogen anden race den spidsagtige oprindelige hundetype. Og selvom der er tale om en racehund, er der tale om en flok individualister, både i udseende og i adfærd. Det er sådan vi elsker dem, og forhåbentlig vil de i fremtiden blive sparet for andre hunderacers gennemavlede ensartethed.

Hvad har nu alt dette med Eurasieren at gøre? Nuvel, man kan sagtens elske denne race for dens adfærd og skønhed. Men det kan give os et ærefrygtindgydende gys, at vore Eurasiere i dag ligner modellen af de første hunde, som for ca. 3000 år før vor tid ledsagede mennesket, da det blev fast bosiddende.

Efter at det var slut med nomadelivet, var trofasthed overfor bopælen og vagtsomhed særligt efterspurgt. Sådan kan de første "tørvespidshunde" have set ud. Dermed er Eurasieren ikke kun en moderne racehund, den udgør også enden af den røde tråd, som løber gennem hele vor kulturudvikling.

Kombinationen af de tre udgangsracer frembragte det bedste af hver af dem, og havde abenbart også en slags "tilbagekrydsningseffekt".

Resultatet var en sund og robust hund med gode lydighedsevner. En partner i (næsten) alle livets situationer som stadigvæk er meget tæt på ulven, hvad angår sensibilitet og kommunikationsevner.

Dog ikke den ulv, som (efter sigende) åd Rødhætte, men den som opfostrede Romulus og Remus.

Det var en blanding af romantiske forestillinger og sund fornuft, som fik Julius Wipfel til at virkeliggøre sine ideer.

Begejstringen for denne hundetype og ønsket om at fremavle en god familie- og vagthund var inspireret af Konrad Lorenz's gode ånd. Godt for os, fordi ideen er vigtig, men den skal også kunne realiseres.

Eurasieren repræsenterer for mange af dens venner en nærmest mytisk ophøjet hund, et idealbillede af menneskets ædle ledsager.

Nogle kunne sikkert finde på at smile ad det, men helt uberettiget er denne myte ikke, og hundeavl har da også - som alt menneskeskabt -brug for en bagvedliggende ide.

Og enhver, som optager en sådan vidunderhund, en mytisk ophøjet hvalp, i sin husstand, vil da også snart falde tilbage på en helt normal, (næsten altid) lykkelig relation mellem menneske og hund.

"Hvorfor en ny hunderace?" eller "Hvordan kom De på ideen at opdrætte netop sådan en hund?" Dette var vel de hyppigste spørgsmål til Julius Wipfel, grundlæggeren af denne race. Efter 40 års Eurasieropdræt er hans svar stadig spændende.

Efter 2. Verdenskrig bosatte Julius Wipfel sig i Weinheim ved Bergstrasse. Som engageret dyreven og passioneret hundeelsker overtog han en stor, sort hund, som de canadiske tropper havde efterladt i et dyrehjem.

I sit udseende svarede denne hund fuldkommen til en slædehund, som siden ungdommen havde fascineret Julius Wipfel. Han beskrev den som en type mellem Grønlandshund og Samojedhund med fuldkommen sort pels, ulvekranium, fast muskulatur og næsten katteagtige bevægelser. Med utrættelig lidenskab jagede den mus, rotter, kaniner, harer og katte.

Enorm ydeevne og springkraft kendetegnede hunden. Da den besad en udpræget tilbøjelighed for selvstændighed, udgjorde den en alvorligt tiltagende udfordring for enhver hundeven.

"Kanadieren" - som den senere altid blev kaldt i beskrivelser - var den højt elskede, sorte djævel i familien Wipfel.

Den var ikke let at opdrage, men den var en intelligent hund, som straks tilpassede sig i familien, afgrænsede sit domæne og fra tredje dagen ikke tillod nogen fremmed at komme ind i lejligheden. Pålideligt bevogtede han familiens lille søn, og et stort venskab udviklede sig mellem dem begge. Hunden var godmodig og fandt sig tålmodigt i alle børnelege og drillerier.

Andre af hundens egenskaber passede ikke så godt ind i det huslige fællesskab. F .eks. hylede Kanadieren ved måneskin, dræbte ethvert andet, lille husdyr, som han mødte, og udviklede en "ubændig og farlig opførsel" overfor alle fremmede mennesker.

På trods heraf var det en stor sorg, da Kanadieren døde. Julius Wipfel følte som enhver hundeelsker, som pludselig mister sin trofaste, firbenede ledsager: "Jeg får aldrig mere så vidunderlig en hund!"

Passionerede dyrevenner som familien Wipfel kan ikke ret længe forblive alene. Valget faldt på en Keeshond, som den gang mindede mest om Kanadieren, hvad udseendet angik, men havde et meget behageligere væsen. Således kom "Bella von der Waldmühle" ind i huset, en hengiven tæve, let at opdrage. Samlivet med Bella forløb problemfrit og harmonisk; som avlstæve skænkede hun familien megen glæde ved hvalpeopdræt.

Julius Wipfel satte pris på sit dyrs behagelige egenskaber, dog savnede han udfordringen og kontroversen med en så selvrådig hundepersonlighed som Kanadieren: Kanadieren var og forblev uforglemmelig!

I sin bog "EURASIER" skriver Julius Wipfel ganske humoristisk om sit indfald om at avle sin egen hund, en ide som fremover bestemte familie Wipfels liv.

"'Under vore utallige samtaler sagde min kone ganske enkelt, således som kvinder netop gør: Lad os dog avle en hund for os alene, á la Kanadieren og vor Bella." Imidlertid tilgav jeg hende, for hun vidste ikke, hvad hun dermed udløste. Den store ild begyndte at ulme."

Forskningen om forholdet mellem ulv og hund tog sin begyndelse. Med interesse studerede Julius Wipfel litteraturen, iagttog selv ulveflokke og eksperimenterede med dem for bedre at lære deres adfærd at kende. Drømmen om en ny hunderace tog langsomt form.

Julius Wipfel ønskede sig en meget oprindelig hund med fremragende tilpasningsvillighed og med sine uraners sociale kvalifikationer, stamfader ulv.

Iflg. hans umiddelbare forestilling skulle det ganske enkelt være en sund kanadier-Bella-blanding, en hund som forenede Keeshondens positive egenskaber med Kanadierens tiltrækkende og oprindelige væsen. Med det for øje ville han krydse sin Keeshondtæve Bella med en egnet partner. Hvilken hanhund kunne dog opfylde de stillede betingelser? Eftersøgningen begyndte!

Inspireret af Konrad Lorenz' bøger og dennes beskrivelse af Chow-Schæferhund-bastarden "Stasi" (sådan mødte mennesket hunden) vendte han sig mod Chow-Chowen. Racen interesserede ham så meget, at han lod sig uddanne til specialavlsdommer.

Endelig var en partner til Bella fundet, det skulle være en Chow-Chow.

Og således begyndte Julius Wipfel at realisere sit store forehavende sammen med tredive meningsfæller.

Megen stædighed, mod og ubøjelig vilje til succes krævedes. I dag er vi glade for, at han ikke kunne forudse de mange vanskeligheder, som dette projekt indebar, ellers havde han måske aldrig startet sin nye raceavl. At Eurasieren var alt besværet værd, skal denne bog anskueliggøre.